Den Tid På Året Anmeldelse

Den tid paa art anmeldelse program
Den tid paa art anmeldelse n
ANMELDELSE: Melankolsk typehuspop
Den tid på året anmeldelse politiken
Den tid paa art anmeldelse lyrics

Drama-komedien 'Den tid på året' handler om en begivenhed, vi alle kan relatere til, nemlig juleaften. Handlingen foregår hjemme hos Katrine og Mads, der har to børn samt en masse ambitioner om at holde en dejlig komsammen med deres kære. Også selvom dette inkluderer en broget flok af familiemedlemmer. Der er søsteren, som er præst, har en lettere tåbelig akademiker-mand samt et stk. hyper-barn. Så er der de skilte bedsteforældre, der sagtens kan fejre jul sammen - så længe de må mundhugges og drikke sig under bordet. Og sidst er der familiens sorte får, lillesøsteren, som kommer direkte fra afvænning. Men traditionerne SKAL overholdes lige meget hvad. Der SKAL være plads til alle. Og aller vigtigst, så SKAL der virkelig hygges igennem. For det er jo (heldigvis) kun jul EN gang om året! 'Den tid på året' er den tredje film instrueret af Paprika Steen, der denne gang også medvirker i hovedrollen som værtinden med de mange gode intentioner. Steen har tidligere stået bag det alvorlige sorgdrama Lad de små børn... og den kulsorte komedie Til døden os skiller.

Den tid paa art anmeldelse program

Den tid paa art anmeldelse n

Paprika Steens Den tid på året sætter af med maner, den kære forvirring i den søde juletid, hvor alt brænder på, gaver skal købes og skade, at du ikke kan finde juletræsfoden fra i fjor. Man klukker fra filmens start, som kaster os ind i samtalekøkkenet med kakofonisk kaos, spøgefuld stemning, simpelthen højtidens genkendelighed for de fleste danskere. Jacob Lohmann spiller som den forsonende, lunejyske Mads for en gangs skyld ikke slesk skurk. Paprika Steen er hans pylrende, småneurotiske og overbekymrede, men også i sidste ende kærlige og ærlige kone. Og med bravur spiller Paprika Steen, som kun hun kan. For instruktøren af samme navn må det konstateres, at tredje gang er lykkens gang. Instruktionen er raffineret og har det altbeherskende og overskuelige kameraøje fra klassiske lystspil, som ser alt og også ved alt. Men kun dryptvist afsløres tingenes rette sammenhæng lige før, at ligene under gulvbrædderne begynder at lugte. Det er klippet til i snappe og rappe montager, hvilket er usædvanligt for danske film i denne folkelige dur.

ANMELDELSE: Melankolsk typehuspop

Den tid på året anmeldelse politiken

Det er hårdt absolut at skulle hygge sig. Og det skal man juleaften. Maden skal være god, bordet skal være smukt dækket, og stridsøkserne skal være begravet. Årets mest imødesete og ritualiserede aften er den perfekte ramme om et spiddende portræt af middelklassens perfektionistiske tilgang til det at slappe af. Det udnytter Paprika Steen i sin tredje spillefilm som instruktør, Den tid på året, hvori hun selv spiller hovedrollen som det velmenende familiemenneske Katrine, der lægger sig i selen for at holde den perfekte jul. Katrine er et stolt medlem af en faktisk ret okay kørende kernefamilie. Juleaftensdag er der desværre ikke tid til at høre, hvad hendes teenagedatter, Maria (Fanny Leander Bornedal), går og er så ked af, og hun er nødt til at herse (mildt og civiliseret dog) med den lidt yngre Jens Peter (Mikas Maximus Dalhoff Christiansen), der ikke vil rydde op på sit værelse. Men det er ikke værre end, at hendes noget så sympatiske mand, Mads (Jacob Lohmann), kan få hende ned på jorden igen, mens han også lige laver en sovs.

Den tid paa art anmeldelse lyrics

Alle har et problem Alle har et problem med en eller flere i selskabet og dertil et dybfølt, men urealiserbart ønske om at lufte det uden at ødelægge den gode stemning. Det gælder alle undtagen lige Mads' jordbundne, bundhæderlige forældre fra Jylland (Bodil Lassen og Hans Holtegaard), der fungerer som et korrektiv til de hysteriske, selvbevidste sjællændere, og Patricias steddatter, Lea (Troja Reppien Trovatten), der fungerer som en lille engel, der kaster sit nådige lys på sin nye familie og fremkalder det bedste i hver enkelt. Hendes barnlige, sukkersøde uskyld tangerer det klæbrige, men det er til at leve med, fordi resten af persongalleriet sprudler. Filmen er fuld af troværdigt idioti og egoisme pakket ind i gode intentioner. Leas modstykke, den sygt irriterende Adam, er til gengæld et sjovt element. Man får næsten lyst til at berige verden med endnu en kronik om børneopdragelse af at se på ham. Den let urolige kameraføring formidler fint den nervøse energi, der hviler over selskabet.